Skævt baghoved
Hvad er skævt hoved hos spædbørn?
Ved fødslen er barnets kranie eftergiveligt, og kan derfor give sig, så hovedet får en asymmetrisk form. Det sker, hvis barnet altid sover med hovedet vendt til den samme side. Skævt hoved viser sig ved, at barnets ene øre og den ene halvdel af panden er skudt fremad i forhold til den anden side. Det er mest synligt, hvis man ser hovedet oppefra.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Du skal være obmærksom på, hvis dit barn hele tiden hælder hovedet til den ene side og samtidig ikke kan dreje hovedet mod den anden side. Dette kan være tegn på, at den lange muskel foran på halsen er for stram. Det kalder man torticollis. I dette tilfælde skal barnet til behandling hos fysioterapeut.
Hvordan behandler man skævt hoved hos spædbørn?
- Variér stillingen af barnets hoved. Drej hovedet til venstre eller højre, når barnet sover i autostolen, i skråstolen eller vuggen/liften
- Læg dit barn på maven, når du skal lege med det. Træn barnet til at kunne ligge længere og længere tid på maven i vågen tilstand
- Hold øje med barnet, når det ligger på maven. Læg ikke barnet til at sove med ansigtet nedad. Det øger risikoen for pludselig uventet spædbarnsdød
- Placér en skumgummi-skinne eller et oprullet håndklæde langs babyens ryg, så du får ham/hende til at ligge på siden og sove
- Når du mader barnet, kan du gøre det fra den modsatte side af det flade baghoved for at stimulere barnet til at dreje hovedet
- Prøv også at dreje barnets ansigt - til venstre eller højre - når det sover
- Læg barnet, så han/hun skal dreje sig væk fra den flade side af baghovedet for at se på dig eller for at følge bevægelser, lys eller lyde i rummet
- Når du bærer barnet, kan det noget af tiden bæres i sideleje, så den "flade side" af hovedet vender op
Hvad kan du selv gøre for at forebygge skævt hoved?
- Lad barnet ligge mest muligt på maven i vågen tilstand, men løft barnet op, når det begynder at blive uroligt, og før det begynder at græde. Øg gradvist tiden, hvor barnet ligger på maven
- I bør ikke lade barnet sidde for længe i en gynge eller autostol. Spædbørn er ikke i stand til at holde hovedet i midterposition og vil have tendens til at bøje hovedet bagover mod den samme side
- Søg fysioterapeut eller anden sundhedspersonale, hvis du er i tvivl.